Due Date Calculator

Beregn din forfaldsdagen

Indtast den første dag i din sidste menstruation:

måned:
Dag:
år:

Uge 4

Mange kvinder har i denne uge en mistanke om at der måske er flyttet en lille spire ind i deres mave. Det kan dog være svært at vide om man har symptomer fordi man tror man er gravid, eller om man har symptomer fordi man faktisk er gravid.



Man kalder den første dag i uge 4 for dag 28 eller for uge 4+0 (4 fulde uger+0 dage). Du er både i uge 4 og i 5. uge.
Det kan godt være "lidt" forvirrende, så hvis du på noget tidspunkt er i tvivl om hvor mange uger du er henne i din graviditet, så kik blot på det tal der står foran plusset. Her er det et 4 tal og dermed er du i uge 4 
Du er i 1.trimester af din graviditet.
Du har nu fuldført 10 % af din graviditet og der er 252 dage til din terminsdato, hvor lægerne regner med at det er ved at være tid til at dit barn skal komme til verden.
Der er nu gået 4 uger, siden du sidst fik menstruation
Graviditetskalenderen tager udgangspunkt i en gravid kvinde som før graviditeten havde en cyklus på 28 dage og hvor ægløsningen skete på 14. dagen.
Alle informationer i graviditetskalenderen der beskriver dig - den gravide - er udelukkende lavet for at vise dig hvordan en graviditet KAN forløbe og hvordan en gravid KAN have det under en graviditet.
De mange ændringer der er beskrevet som kan ske med den gravides krop og psyke, kan variere meget fra kvinde til kvinde, og er som regel også meget forskellige fra graviditet til graviditet.
Hvis du har spørgsmål eller er nervøs, kontakt da din egen læge eller jordemoder. 


Symptomer på at du er gravid

Du er sikkert begyndt at få en mistanke om at du måske er gravid, da dine hormoner kører på højtryk og derfor kan du begynde at få forskellige symptomer. Nogle kvinder har kun et enkelt eller to af disse symptomer, mens andre kvinder har samtlige.
Lad mig understrege : Det er ganske normalt
Kvinder er vidt forskellige, og reagerer også vidt forskelligt på så stor en begivenhed, som en graviditet er og det kan endda sagtens være forskellig fra graviditet til graviditet. Så bare fordi du reagerede på en måde under din første eller en tidligere graviditet, behøver du ikke nødvendigvis at reagere på samme måde under denne graviditet.
Det er meget svært at sige om man har symptomer på graviditet, fordi man håber og tror man er gravid, eller fordi man rent faktisk er gravid. Psyken kan spille en stor rolle både bevidst og ubevidst i den sammenhæng.

Dine bryster

Et af de første forandringer som mange kvinder opdager er forandringer i brysterne. De kan begynde at være ømme, spændte og der kan komme prikkende og stikkende fornemmelser i dem.
Måske er dine brystvorter også begyndt at forandre sig m.h.t. følsomhed og farve. Symptomerne varierer meget fra kvinde til kvinde og fra graviditet til graviditet, og kan komme og gå. Ja, selv i løbet af dagen kan symptomerne komme for derefter at forsvinde igen.
Alle forandringerne kan forekomme meget tidligt i graviditeten, faktisk allerede få dage efter at befrugtningen er sket. Har du født før, kan det også være at du opdager, at du pludselig atter kan presse mælk ud af brysterne.

Hyppig vandladning

Måske har du opdaget at du skal oftere på toilettet for måske kun at aflevere et par enkelte dråber, på trods af at det føles som om, at du skal af med mindst en hel liter. Hyppig vandladning kan forekomme allerede 1 uge efter befrugtningen er sket.
Få for en sikkerheds skyld din urin undersøgt hos din læge for bakterier, da symptomerne også kan betyde at du har fået dig en blærebetændelse.

Træthed og menstruationslignende smerter

Du er måske begyndt at føle dig træt og kan sove hvor som helst og når som helst, og måske har du opdaget at du har brug for mere nattesøvn end du plejer.
Du kan have menstruationslignende smerter, og kan måske føle mere aktivitet i underlivet og tænker formentlig, at din menstruation snart kommer. Det kan bla. føles som niv og nogen der hiver i underlivet for at gøre det længere. I nogle tilfælde kan det faktisk gøre rimeligt ondt, dog uden at der er noget i vejen. Er du i tvivl så få din læges mening om det.
De fleste kvinder der har disse spændinger er overbeviste om at menstruationen er lige rundt om hjørnet, og kan komme hvert øjeblik det skal være.

Kvalme, underlige smage / lugte og hovedpine

Du kan også være begyndt at føle du har kvalme. Det kan være med eller uden opkastninger.
Måske har du en metallisk smag i munden, og har opdaget at du oftere har hovedpine.
Måske er der lugte som du ellers før godt kunne lide, som du nu ikke kan fordrage, ja, du kan rent faktisk føle at du skal kaste op, bare af at lugte til dem. Det kan være de underligste ting, køleskabets lugt, din yndlingsparfume, ja, selv din kæreste kan lugte "grimt".

Fordøjelsesproblemer, oppustethed og humørsvingninger

Du har måske fået fordøjelsesproblemer og føler dig oppustet.
Måske kan du mærke nogle enorme humørsvingninger, det ene øjeblik er du glad og det næste øjeblik er du helt nede i kulkælderen og dybt deprimeret. Du kan opleve at du kan komme til at græde over ganske små ting.
F.eks. en ble reklame, en film eller en lille ting i din dagligdag.

 

Halsbrand, øget sult / tørst og mere mundvand

Måske er du begyndt at føle dig mere sulten, og det kan være at der er visse madvarer, du foretrækker frem for andre. Du kan måske endda få kvalme, bare af at tænke på en bestemt madvarer.
Måske har du halsbrand, eller en øget tørst, og måske har du opdaget du har pludselig har en øget spytsekretion, også kaldet "vand i munden"
Alle disse forandringer skyldes den øgede hormonproduktion, som foregår i din krop og tro mig.
Der sker rigtig meget lige nu.

Er du mon gravid?

Din menstruation er nu udeblevet (du kan desværre selv ubevidst få menstruationen til at udeblive, eller du kan have haft en senere ægløsning), og du tænker sikkert på, om du er gravid.
Alle graviditetsteste skulle kunne bruges nu, men mine erfaringer har vist, at det er bedst at købe en meget følsom graviditetstest, som måler fra 20-25 mIU/ml (se oversigt over graviditetsteste her) og sørge for at bruge morgenurin, eller urin der har lagt mindst 4 timer i blæren. Det vil give det sikreste resultat.
Tog du en graviditetstest, som viste negativ, så fortvivl ikke - ikke endnu i alt fald. Jeg fik f.eks først selv en positiv graviditetstest (klar besked) 18 dage efter ægløsningen var sket, mens jeg i de andre graviditeter oftest kunne teste positiv noget tidligere (ca. 10-11 dage efter ægløsning)
Ta`en ny graviditetstest ca. 3 dage senere hvis du stadig ikke har fået din menstruation eller hvis den har været svagere/anderledes end den plejer, eller brug den billigste løsning, og få din læge til at udføre testen. Det er ganske GRATIS.
Nogle enkelte kvinder (ca. 3 %) har først nok HCG i urinen, når de er længere henne i graviditeten (nogle 8-10 uger), og meget sjældent kan en graviditet først ses i en urinprøve når de er endnu længere henne.
Har du fået et positivt resultat? TILLYKKE, du ER GRAVID !!!!!!
Du har nu fået ,det jeg kalder, det første officielle bevis på at du er gravid. Alle som aflæser resultatet af denne graviditetstest vil med det samme kunne se, at det er sandt, at du er gravid.
Det første som de fleste kvinder tænker på efter at have fået den positive graviditetstest (måske har du allerede gjort det, da du fik de første symptomer) er at finde ud af hvornår barnet skal komme til verden. Din læge og jordemoder bruger udtrykket "hvornår du har termin".

Hvornår har du termin?

Terminsdatoen er dit barns forventede fødselsdag, og når jeg siger forventet, betyder det at kun 5 % af alle børn ankommer på denne dato. Ca.89-90 % ankommer mellem 14 dage før og 14 dage efter terminsdatoen mens ca. 5-6 % af alle børn bliver født før 37. uge.
Bliver dit barn født imellem disse intervaller (uge 38-uge 40) vil det blive betragtet som normalt. En graviditet bliver altid beregnet til at vare 280 dage eller det der svarer til ca. 40 uger.
Men hvordan finder man så denne terminsdato.
Der er flere muligheder, du kan gå ind og bruge terminsberegneren på Min-mave
Eller du kan tage datoen for din sidste menstruations første dag minus 3 måneder plus en uge plus et år.

Et eksempel :
En kvinde havde sin sidste menstruation d. 10 maj 2001. Hun trækker nu 3 mdr. fra, og vi har nu datoen d. 10. februar 2001. Hun lægger nu en uge til 10 + 7 = 17 feb. og lægger til sidst et år til.
Kvindens forventede terminsdato vil være 17 feb. 2002.

Da reglen er baseret på en 28 dages cyklus skal du trække x antal dage fra op til de 28 hvis du har en kortere cyklus (træk f.eks 4 dage fra hvis din cyklus er på 24 dage). Tilsvarende skal du lægge x antal dage til op fra 28 dage hvis du har en længere cyklus (læg f.eks 5 dage til terminsdatoen, hvis din cyklus er på 33 dage).
Dette gøres pga. at ægløsningen formentlig også er sket tidligere eller senere i forhold til en 28 dages cyklus, og dermed vil barnet også være yngre eller ældre i forhold til en terminsdato udregnet efter en 28. dages cyklus.

Tanker når graviditetstesten bliver positiv

Selv om graviditeten er ønsket og du måske har haft dine fornemmelser, er det alligevel et forvirrende øjeblik, når man står med den positive graviditetstest i hånden.
Tusinde tanker melder sig i en stor forvirring.
Nogle kvinder skal selv vænne sig til tanken før end de fortæller det til andre, nogen gange selv over for den kommende far, mens andre fortæller det til hele verden med det samme. Det kan faktisk ikke gå hurtigt nok. Den sidste streg når knap nok at blive helt tydelig på graviditetstesten.

Undersøgelser

Var graviditetstesten positiv? TILLYKKE, DU ER GRAVID !!!!!!
Ring nu til din egen læge, og hør hvornår han vil se dig til den 1. lægeundersøgelse, da det er forskelligt hvornår de forskellige læger ønsker at foretage den første graviditetsundersøgelse.
Et godt bud vil være omkring 8. uge, som er omkring tidspunktet hvor din næste menstruation udebliver. På det tidspunkt plejer lægen at kunne se de forandringer der sker med din krop hvis han foretager en gynækologisk undersøgelse.

Din livmoder

Din livmoder ligger godt gemt væk i dit bækken og er blødere end før du blev gravid. Den vokser stille og roligt, og det kan give nogle menstruationsagtige smerter, når ledbåndene som holder livmoderen giver sig.
Disse smerter hedder ligamentsmerter.
Hvis smerterne er meget kraftige og du går og er bekymret, kan det være en ide at kontakte din læge, så du kan blive lidt beroliget og få vished for om der er grund til bekymringerne.

Behandling for barnløshed

Hvis du har været i barnløshedsbehandling (især IVF og ISCI som begge er reagensglasbehandling) vil du sikkert få foretaget en graviditetsblodprøve, som måler det nøjagtige indhold af hcg (human chorion gonadotropin) indhold i din krop.
Er tallet over 55-100 (det er lidt forskelligt hvilken værdi man regner med) siger man at du er gravid. Det næste du nu kan se frem til er formentlig en tidlig scanning om ca. 3 uger.
Tillykke, du og din partner skal være forældre….

Er du gravid med mere end èt barn - f.eks. tvillinger 

Har du fået foretaget en graviditetsblodprøve af den ene eller anden årsag kan det sige lidt om der er èt eller flere børn. Er tallet meget højt kan det tyde på tvillinger eller flere, men det kan også snyde. Undersøgelser af f.eks. tvillingegravide har vist at indholdet gennemsnitlig ligger på 1500 mIU/ml 33 dage fra kvindens sidste menstruations første dag. Det er ca. 19 dage efter ægløsningen er sket.
Hvis du venter mere end èt barn kan du opleve at være MEGET sulten. Faktisk behøver din krop så meget som 1 ½ gang flere kalorier som hvis du ventede èt barn. Du kan også opleve at blive MEGET træt.
Der er ikke så meget andet at sige end : spis og sov.....

Gode råd og tips til dig - den kommende mor

Det et en god ide at tage en daglig vitaminpille, som indeholder alle de vitaminer og mineraler, som både du og dit barn har brug for.
Dagligt folinsyre-tilskud under graviditeten
 

For at mindske risikoen for at dit kommende barn får f.eks. sygdommen rygmarvsbrok, er det meget vigtigt at du sørger for at få et dagligt tilskud af folinsyre hver dag på 400 mikrogram.

Det er den mængde sundhedsstyrelsen anbefaler alle kvinder tager fra de smider præventionen og forsøger at blive gravide, og som de bør fortsætte med indtil de er 12 uger henne i graviditeten.
Prøv at undgå stress, alkohol, tobak (også passiv rygning), og spis sundt, nærende og varieret. Undersøg om du tager noget medicin som kan være skadeligt at indtage i en tidlig graviditet. 
Brug hele tiden din sunde fornuft når du læser eller hører noget og hold dig ellers primært til 
retningslinjerne for gravide som Sundhedsstyrelsen har angivet.
Tænk på at dine forberedelser alle sammen er med til at sikre, at du får en sund og rask søn eller datter.

Reference:  Min-Mave

Del

Del

0 comments: