Due Date Calculator

Beregn din forfaldsdagen

Indtast den første dag i din sidste menstruation:

måned:
Dag:
år:

Uge 3

Der er ca. 1 uge til din menstruation (ikke) skal komme, hvertfald ikke hvis du rent faktisk er gravid. Inde i din livmoder har et lille befrugtet æg sat sig fast i din livmoderslimhinde.




Første dag i denne uge - også kaldt uge 3+0
Man kalder den første dag i uge 3 for dag 21 eller for uge 3+0 (3 fulde uger+0 dage). Du er både i uge 3 og i 4. uge.
Det kan godt være "lidt" forvirrende, så hvis du på noget tidspunkt er i tvivl om hvor mange uger du er henne i din graviditet, så kik blot på det tal der står foran plusset.  Her er det et 3 tal og dermed er du i uge 3.
Du er i 1.trimester af din graviditet.
Du har nu fuldført 7,5 % af din graviditet og der er 259 dage til din terminsdato, hvor lægerne regner med at det er ved at være tid til at dit barn skal komme til verden.
Du ved formentlig slet ikke endnu hvilket forvandling der sker i din krop. At der lige nu ligger en lille "spire" i din livmoder i fuld gang med at udvikle sig til det barn, du skal møde om mange måneder.
Der er nu gået 3 uger, siden du sidst fik menstruation
Graviditetskalenderen tager udgangspunkt i en gravid kvinde som før graviditeten havde en cyklus på 28 dage og hvor ægløsningen skete på 14. dagen.
Alle informationer i graviditetskalenderen der beskriver dig - den gravide - er udelukkende lavet for at vise dig hvordan en graviditet KAN forløbe og hvordan en gravid KAN have det under en graviditet.
De mange ændringer der er beskrevet som kan ske med den gravides krop og psyke, kan variere meget fra kvinde til kvinde, og er som regel også meget forskellige fra graviditet til graviditet.
Hvis du har spørgsmål eller er nervøs, kontakt da din egen læge eller jordemoder. 

Symptomer på at du kan være gravid

Du ved sikkert ikke endnu at du rent faktisk er gravid, men da dine hormoner kører på højtryk, kan du begynde at få forskellige symptomer, som godt kan give dig en mistanke om, at der er sket et mirakel i din krop. Nogle kvinder har kun et enkelt eller to af disse symptomer, mens andre kvinder har samtlige.
Lad mig understrege : Det er ganske normalt
Kvinder er vidt forskellige, og reagerer også vidt forskelligt på så stor en begivenhed, som en graviditet er og det kan endda sagtens være forskellig fra graviditet til graviditet. Så bare fordi du reagerede på en måde under din første eller en tidligere graviditet, behøver du ikke nødvendigvis at reagere på samme måde under denne graviditet.
Det er meget svært at sige om man har symptomer på graviditet, fordi man tror man er gravid, eller fordi man rent faktisk er gravid. Psyken kan spille en stor rolle både bevidst og ubevidst i den sammenhæng.

Dine bryster

Et af de første forandringer som mange kvinder opdager er forandringer i brysterne. De kan begynde at være ømme, spændte og der kan komme prikkende og stikkende fornemmelser i dem.
Måske er dine brystvorter også begyndt at forandre sig m.h.t. følsomhed og farve. Symptomerne varierer meget fra kvinde til kvinde og fra graviditet til graviditet, og kan komme og gå. Ja, selv i løbet af dagen kan symptomerne komme for derefter at forsvinde igen.
Alle forandringerne kan forekomme meget tidligt i graviditeten, faktisk allerede få dage efter at befrugtningen er sket. Har du født før, kan det f.eks være, at du opdager, at du pludselig atter kan presse mælk ud af brysterne.

 

Hyppig vandladning

Måske har du opdaget at du skal oftere på toilettet for måske kun at aflevere et par enkelte dråber, på trods af at det føles som om, at du skal af med mindst en hel liter.
Hyppig vandladning kan forekomme allerede 1 uge efter befrugtningen er sket. Få for en sikkerheds skyld din urin undersøgt hos din læge for bakterier, da symptomerne også kan betyde, at du har fået dig en blærebetændelse

Træthed og menstruationslignende smerter /ubehag

Du er måske begyndt at føle dig træt og kan sove hvor som helst og når som helst, og måske har du opdaget at du har brug for mere nattesøvn end du plejer.
Du kan have menstruationslignende smerter, og kan måske føle mere aktivitet i underlivet og tænker formentlig, at din menstruation snart kommer. Det kan bl.a. føles som niv og nogen der hiver i underlivet for at gøre det længere.
Disse smerter kaldes for ligamentsmerter og opstår når ledbåndene der holder livmoderen giver sig fordi livmoderen vokser.  I nogle tilfælde kan det faktisk gøre rimeligt ondt, dog uden at der er noget i vejen. Er du i tvivl eller nervøs, så få din læges mening om det.
De fleste kvinder der har disse spændinger er overbeviste om at menstruationen er lige rundt om hjørnet, og kan komme hvert øjeblik det skal være. Vent bare lidt tid endnu, du får sikkert en glædelig overraskelse om ganske kort tid.

 

Kvalme, underlige smage / lugte og hovedpine

Du kan også begynde at få kvalme. Det kan være med eller uden opkastninger.
Måske har du en metallisk smag i munden, og har opdaget at du oftere har hovedpine.
Måske er der lugte som du ellers før godt kunne lide, som du nu ikke kan fordrage, ja, du kan rent faktisk føle at du skal kaste op, bare af at lugte til dem. Det kan være de underligste ting, køleskabets lugt, din yndlingsparfume, ja, selv din kæreste kan lugte "grimt".

Fordøjelsesproblemer, oppustethed og humørsvingninger

Du har måske fået fordøjelsesproblemer og føler dig oppustet.
Måske kan du mærke nogle enorme humørsvingninger, det ene øjeblik er du glad og det næste øjeblik er du helt nede i kulkælderen og dybt deprimeret. Du kan opleve at du kan komme til at græde over ganske små ting.
F.eks. en ble reklame, en film eller en lille ting i din dagligdag.

Halsbrand, øget sult / tørst og mere mundvand

Måske er du begyndt at føle dig mere sulten, og det kan være at der er visse madvarer, du foretrækker frem for andre. Du kan måske endda få kvalme, bare af at tænke på en bestemt madvarer.
Måske har du halsbrand, eller en øget tørst.
Måske har du opdaget du har pludselig har en øget spytsekretion, også kaldet "vand i munden"
Alle disse forandringer skyldes den øgede hormonproduktion, som foregår i din krop og tro mig. Der sker rigtig meget lige nu.

Blødninger og din temperatur

Dit barn fuldfører implantationen i din livmoder i denne uge, og derfor kan du godt få en mindre blødning eller noget lyserødt/brunligt udflåd, og måske kan du opleve at få kramper på implantationstidspunktet. Det er ganske normalt, og betyder ikke noget for graviditetens videre udvikling.
Blødningen kan dog også være lige så kraftig som din alm. menstruation, og vare lige så længe med de samme gener du plejer at have i forbindelse med menstruationen. oppustethed, menstruationssmerter m.m.
Du tror måske derfor at du har fået din menstruation før tiden, og at din cyklus har skubbet sig en smule, og tænker måske ikke mere over, om du egentlig er gravid. Hvis dette er tilfældet kan det være at din graviditet først vil blive opdaget noget senere. I de fleste tilfælde når du skulle have haft din menstruation for anden gang.
Tager du din temperatur, kan du opleve et temperaturfald, når ægget sætter sig fast i din livmoder.
Sidst i denne uge vil din menstruation udeblive, selv om nogle kvinder oplever en kortere svagere blødning. Få kvinder får dog en "menstruation" som ikke er ændret i forhold til deres sædvanlige menstruation, og vil sikkert slet ikke have en mistanke om at de er gravide. (Den hyppigste grund til at du bløder omkring menstruationstidspunktet er pga., at mængden af graviditetshormonet (HCG) endnu ikke er så høj, at din krop kan holde blødningen tilbage.
Hvis du tager din temperatur hver morgen, har du måske bemærket at den stadig ligger højt. Man plejer at sige, at ligger temperaturen høj 18 dage i træk efter ægløsningen er sket, er det et godt tegn på at der er sket en graviditet, og nogle mener endda at metoden er så sikker at man ikke behøver at tage en graviditetstest for at bevise teorien. Det ville jeg nu gøre alligevel.
Gå ned med en urinprøve til din egen læge. Det er GRATIS, og så kan du få bekræftet de gode nyheder.

Er du gravid?

Det kan være at du har så mange symptomer og tegn på at være gravid, at du gerne vil have vished. Den eneste måde er ved at finde ud af, om du er begyndt at producere HCG ,og det kræver at der bliver foretaget en graviditetstest.
Det kan enten være på en urin- eller en blodprøve.
En graviditetstest foretaget på en blodprøve kan kun foretages i samarbejde med en læge/fertilitetsklinik, og de fleste læger er meget tilbageholdende med at gøre dette. Graviditetsblodprøven er meget dyr, og derfor foretager læger den som regel kun hvis der er en mistanke om at der er noget galt, eller hvis du f.eks. har været i barnløshedsbehandling.
Ved at foretage en graviditetsblodprøve kan lægerne holde præcis øje med om mængden af HCG stiger som det skal. (Bor du i en by hvor der er en privat fertilitetsklinik, kan du i de fleste tilfælde betale for at få blodprøven foretaget og du får oftest svaret samme dag. Overvej dog lige om det betyder så meget for dig at få svaret, for om ganske få dage vil en graviditetstest foretaget på urin sikkert være positiv.)
Så den eneste mulighed du har tilbage, for at finde ud af at du er gravid, er graviditetstesten foretaget på urin. Men inden du styrter ud og investerer i en hjemme graviditetstest her først på ugen, så lad mig lige forklare dig nogle facts.
HCG mængden er i de fleste kvinders tilfælde meget lav, og kun ca. 5 % vil kunne få konstateret en graviditet ved at få foretaget en graviditetsblodprøve (som måler den nøjagtige HCG mængde) 8 dage efter undfangelsen. De resterende 95 % vil kunne få konstateret graviditet ca. 10 dage efter undfangelsen på denne måde. Derfor vil du i 9 ud af 10 tilfælde få en negativ hjemme graviditetstest (som bliver foretaget på urin), og så er du lige vidt.
Viser testen sig at være positiv, er det stadig ikke nogen garanti for at det befrugtede æg har sat sig fast, men viser bare at der er et befrugtet æg i din krop. Mange kvinder har taget en sådan test, for nogle dage senere at konstatere, at de fik deres menstruation alligevel. Det var så ikke deres menstruation men derimod en meget meget tidlig abort, dette kaldes også en "biokemisk graviditet".
Vent, og allerhelst til ugen efter din menstruation er udeblevet (jeg ved udmærket godt at ventetiden er lang). Får du en positiv test på det tidspunkt, vil lægen sandsynligvis også sige at du er gravid. Sørg i øvrigt for at bruge morgenurin (eller urin som har lagt mindst 4 timer i din blære) da HCG mængden er højest på dette tidspunkt i døgnet.
Producenterne af graviditetstestene anbefaler at du først tidligst tager testen, dagen hvor din menstruation udebliver (eller ca. 14 dage efter ægløsningen) Dvs. at du tidligst skal foretage en test i slutningen af denne uge. Har du allerede bestemt dig for at foretage en test, vil jeg anbefale at du køber en af de mest følsomme tests der bliver solgt i Danmark. Graviditetstesten jeg vil anbefale dig at købe måler fra 25 mIU/ml.
Hvis testen viser svag positiv indenfor den tid, der er beregnet til at aflæse testen (som regel max. 10 min) er du sandsynligvis gravid. Prøv at tage en test ca. 3 dage senere, for HCG mængden stiger for 85 % af alle kvinders vedkommende til det dobbelte i løbet af ca. 72 timer, og derfor vil testen i langt de fleste tilfælde vise en tydeligere streg som sikkert viser sig hurtigere end sidste test du tog.
Viser testen svag positiv efter du burde have aflæst den, altså efter at de 10 min. er gået - for nogle testes vedkommende skal de dog senest aflæses inden 20 min - (Fy, fy skamme, du kunne ikke nære dig) er sandsynligheden for at du er gravid, stadig til stede.
Tag en ny test af samme mærke ca. 3 dage senere. Nu skulle resultatet gerne kunne aflæses hurtigere eller være tydeligere, pga. at HCG mængden er steget. Hvis ikke har du måske haft et befrugtet æg, som af en eller anden årsag er gået til grunde, eller også har testen slået ud af andre årsager. Det kan f.eks være bakterier m.m.
Nogle kvinder danner dog meget langsomt HCG i deres krop, og kan få svage positive teste som af den grund ikke bliver tydeligere, men heller ikke svagere. Gå til din læge og hør hvad hans/hendes råd er. Måske kan du "overtale" lægen til at tage en blodprøve på dig og måle det nøjagtige hcg indhold i kroppen på dig, sådan at du kan få vished for om du virkelig er gravid eller ej, og hvordan graviditeten udvikler sig.

Din livmoder

I denne uge vil din livmoder veje ca. 50-100 gram og være på størrelse med en lille pære. Den ligger godt gemt væk nede i dit bækken, men er allerede nu begyndt at vokse, og udvider sig stille og roligt.
Når ledbåndene som holder din livmoder giver sig, kan det bl.a. mærkes som menstruationslignende smerter. Så længe smerterne ikke er MEGET kraftige, så er det normalt.
Bliver du nervøs over smerterne, så kontakt din læge, så han kan undersøge dig, og formentlig berolige dig.

Venter du mere end èt barn - f.eks. tvillinger?

Du har sikkert ikke haft tanken om, at der kunne være mere end èt barn inde i din livmoder. Det skulle da lige være hvis du har været i en eller anden form for hormonbehandling i forbindelse med en behandling for ufrivillig barnløshed.
Det er det almindeligt at kvinden bliver insemineret når der er 2-3 æg ved ægløsningen eller får sat 2-3 befrugtede æg op i livmoderen (dog kun 3 i de fleste tilfælde, hvis det er såkaldte fryseæg)
Du kan dog måske også allerede nu få tanken hvis du har mange tvillinger i den nærmeste familie.
Hvis du er gravid med tvillinger eller flere har du det sikkert på samme måde som hvis du ventede èt barn, men dine symptomer kan også være mere intensive og føles voldsomme.

Gode råd og tips til dig - den kommende mor

Det et en god ide at tage en daglig vitaminpille, som indeholder alle de vitaminer og mineraler, som både du og dit barn har brug for.
Dagligt folinsyre-tilskud under graviditeten
 

For at mindske risikoen for at dit kommende barn får f.eks. sygdommen rygmarvsbrok, er det meget vigtigt at du sørger for at få et dagligt tilskud af folinsyre hver dag på 400 mikrogram.

Det er den mængde sundhedsstyrelsen anbefaler alle kvinder tager fra de smider præventionen og forsøger at blive gravide, og som de bør fortsætte med indtil de er 12 uger henne i graviditeten.
Prøv at undgå stress, alkohol, tobak (også passiv rygning), og spis sundt, nærende og varieret. Undersøg om du tager noget medicin som kan være skadeligt at indtage i en tidlig graviditet. 
Brug hele tiden din sunde fornuft når du læser eller hører noget og hold dig ellers primært til 
retningslinjerne for gravide som Sundhedsstyrelsen har angivet.
Tænk på at dine forberedelser alle sammen er med til at sikre, at du får en sund og rask søn eller datter.

Reference:  Min-Mave

Del

Del

0 comments: